I mit blogindlæg ’Hvad er der galt med det psykiatriske behandlingssystem’ diskuterer jeg, om ressourcemangel er behandlingspsykiatriens største problem. Jeg konkluderer, at et af de største problemer i psykiatrien snarere er den manglende interesse for og forståelse for psykologiske traumers betydning for, at mange mennesker udvikler psykisk lidelse. Hertil kommer et i praksis ensidigt fokus på medicinsk behandling af alle patienter, der bliver indlagt på psykiatrisk afdeling, på trods af flotte ord om tværfagligt samarbejde.
Yderligere kan det tilføjes, at der i behandlingspsykiatrien mangler viden om eller interesse for, hvordan det enkelte menneskes samlede livssituation i høj grad er afgørende for dets trivsel eller lidelse. Herunder spiller bl.a. ressourcer i netværket, boligforhold, socio-økonomiske forhold, evt. somatiske lidelser, evt. stofmisbrug o.a. en vigtig rolle for et menneskes sundhed og trivsel. Det skal måske understreges, at løsningen på behandlingspsykiatriens problem ikke er at erstatte det nuværende dominerende medicinske paradigme med et ensidigt psykologisk paradigme. Psykologisk behandling er ikke altid det rigtige svar på det lidende menneskes udfordringer, lige så lidt som den medicinske behandling er det. Pointen her er blot, at der i psykiatrien mangler nuancering og forståelse for det hele menneske.
I dette blogindlæg skifter jeg fokus fra en opmærksomhed på psykiatriens i mine øjne problematiske behandlingsparadigme og til den forråelse, som jeg i løbet af års ansættelse i Region Hovedstadens psykiatri i vid udstrækning har set udspille sig i personalegrupper såvel på åbne som på lukkede afsnit.
Psykolog Dorthe Birkmose fortæller og skriver modigt om, hvordan hun selv på et tidspunkt i sin karriere blev ramt af forråelse. I dag fyldes hun af skam- og skyldfølelser i erkendelsen af, at hun og hendes kolleger i deres dengang uerkendte forråelse kom til at gøre andre mennesker fortræd. Dorthe Birkmose beskriver bl.a. i bogen ”Når gode mennesker handler ondt”, at forråelse er en menneskelig forsvarsmekanisme, der fritager os for følelser af afmagt og tvivl på egen faglige og personlige formåen. Prisen for denne ’fritagelse for afmagt’ er, at man ubevidst omdanner egen usikkerhed til kritik af, bebrejdelse af eller endda tingsliggørelse af de mennesker, man egentlig er sat til at tage sig af. Denne mekanisme kan finde sit udtryk såvel i subtile som i meget direkte og til tider aggressive og hadefulde former.
I løbet af min tid som psykolog i psykiatrien har jeg mødt mange patienter, der på forskellige måder gav udtryk for utilfredshed med deres indlæggelse. I dag kan jeg se, at en væsentlig del af de klager, jeg har lagt ører til, simpelthen har været reaktioner på en gennemgribende forråelse i personale-kulturen. Næsten altid blev patient-klager opfattet som udtryk for ’manglende sygdomsindsigt’ eller simpelthen som en del af patientens sygdomsbillede. Protester blev således sygeliggjort og dermed automatisk frataget enhver legitimitet.
En mandlig patient på lukket afdeling, der desværre allerede på det tidspunkt, da jeg mødte ham første gang, havde mange indlæggelser bag sig, gjorde et særligt indtryk på mig. Jeg husker meget tydeligt følgende ord, måske fordi de var udtalt med omsorg og bekymring for mit velbefindende: ”Du skal ikke blive her så længe, Gitte. Det ødelægger din sjæl!” Han kendte kun alt for godt konsekvenserne af den forråelse, der prægede det psykiatriske hospitals personale, og som forgiftede miljøet, desværre i særlig grad til skade for de indlagte patienter. Da han ikke selv havde mulighed for at undslippe, idet han som regel blev indlagt imod sin vilje, ønskede han i det mindste at beskytte mig.
Når jeg tænker tilbage på mine år som ansat på psykiatrisk afdeling skal jeg ikke lede længe i min hukommelse efter utallige eksempler på forråelse fra hele spektret. Faktisk forekommer det mig i dag, at hele kulturen var gennemsyret af forråelse. Eksemplerne spænder lige fra afdelingslægen, der med arrogance og overbærenhed helt ukritisk tilskriver en konflikt imellem patient og personale patientens ’psykopatologi’ og derved med et enkelt slag udsletter relevansen af patientens perspektiv, til sygeplejersken der sammen med kollegaen griner ad og latterliggør patienter bag deres ryg - og til den unge social- og sundhedsassistent, der reagerer på oplysningen om en bestemt patients genindlæggelse på afdelingen med ordene: ”Den fede ko! Jeg hader hende!” Mit eget ansvar i den forråelseskultur var, at jeg ikke tydeligt nok eller ofte nok sagde fra over for det magtmisbrug og de psykiske overgreb, der fandt sted imod patienter og pårørende. Og ja, det skammer jeg mig over i dag.
Forråelse kan ramme os alle, mener Dorthe Birkmose, og det er da også helt tydeligt med den aktuelle sag om omsorgssvigt i ældreplejen, at forråelseskultur naturligvis ikke kun tilhører behandlingspsykiatrien. Men at forråelse også er en del af, hvad der er galt med det psykiatriske behandlingssystem, er for mig blevet meget tydeligt. Forråelse kan opstå hos en behandler eller plejer, når arbejdspresset og/eller kompleksiteten af arbejdet overstiger det, den pågældende er i stand til at håndtere. Arbejdet på psykiatrisk afdeling er meget udfordrende, fordi mennesker, der virkelig lider og måske endda bliver psykotiske konstant får os til at tvivle på vores egen formåen og evne til overhovedet at gøre en positiv forskel. Det er opslidende! Forråelse er et udtryk for afmagt og er ikke et udtryk for ondskab eller nødvendigvis for ringe moral eller empatievne. Forråelse er en forsvarsmekanisme, der beskytter den person, der oplever afmagt, for hvis det nu er ’den anden, den er gal med’ behøver jeg ikke spekulere på, om jeg selv kommer til kort og hvorfor. Men forråelse er ’lumsk’, som Dorthe Birkmose også beskriver, fordi den kan være så vanskelig at erkende, når den først er blevet en naturlig del af en arbejdskultur. Forråelsen bliver usynlig for dem, der er ramt af den, og dens giftige effekt på omgivelserne forbliver dermed meget vanskelig at gøre noget ved.
Ressourcemangel i psykiatrien bliver ofte fremført som en forklaring på, hvorfor psykiatrien generelt har relativt dårlige resultater. Men ofte konkluderes, at det er lægemangel og mangel på sengepladser, der er problemet. Dette er alt for unuanceret og tyder bl.a. på en manglende erkendelse af, at forråelses-kulturen generelt lever alt for godt mange steder i behandlingspsykiatrien med store skadevirkninger for både patienter og medarbejdere. Hvis der skal tilføres flere ressourcer til psykiatrien, bør der sættes stort ind på at bekæmpe forråelse. Dette gøres ikke ved at pege fingre og udskamme nogen, men ved at give både ledere og medarbejdere redskaberne til at forstå, hvad der sker, når vi mennesker står som omsorgsgivere over for mennesker, vi ikke forstår. Det eneste alternativ til forråelse er ifølge Dorthe Birkmose at indtage en faglig tilgang og blive ved med at prøve at forstå den anden, som vi ikke forstår. Men at ændre en giftig forråelseskultur kræver, udover ressourcer, både en evne for og en vilje til at se kritisk på egen praksis. Jeg håber at psykiatrien i fremtiden vil vise sig at være i stand til at udvikle både evne for og vilje til netop dette.
Jeg håber, at jeg på et tidspunkt vil kunne sige til mennesker, der på den ene eller den anden måde er faret vild i deres sind, at de trygt kan søge indlæggelse på psykiatrisk afdeling for at få hjælp med den lidelse, de måtte opleve.
Jeg håber, at jeg engang i fremtiden vil kunne fortælle lidende mennesker, at der på psykiatrisk afdeling findes det helende miljø, de i en periode måtte have brug for at opholde sig i for at få det bedre.
Jeg håber, at jeg engang vil kunne love lidende mennesker, at de på psykiatrisk afdeling vil finde omsorg, respekt og forståelse.
Mest af alt håber jeg, at man engang som psykiatrisk patient i Danmark ikke længere skal frygte at ’få ødelagt sin sjæl’.
Det håber jeg…..
Der er meget kritik af det psykiatriske system i Danmark. Men hvad er problemet egentlig? Er der for få penge, for få sengepladser - eller ligger problemet i virkeligheden et helt andet sted?
