Individuel terapi
Jeg tilbyder individuelle samtaleforløb om alle almenmenneskelige problemstillinger såsom sorg, skilsmisse, stress, selvværdsproblematikker og børnefamilie-problemstillinger. Herudover har jeg specialviden om krisereaktioner og psykiatriske lidelser såsom depression, personlighedsforstyrrelser, bipolar lidelse, skizofreni, PTSD, ADHD og spiseforstyrrelser samt alkohol- og stof-misbrug.
Rådgivning
Jeg har mange års erfaring med behandling af psykiatriske lidelser fra min tid i det psykiatriske behandlingssystem. Jeg kender derfor både til fordele og ulemper ved traditionel psykiatrisk behandling. Jeg tilbyder rådgivning både til mennesker med psykiatriske symptomer/psykiatrisk diagnose og til pårørende. Jeg har i mange år interesseret mig for og har viden om psykiatri-kritiske brugerbevægelser og faglige netværk, der kæmper for en bedre psykiatri, både nationalt og internationalt. Jeg tilbyder derfor også rådgivning om mulige alternativer til traditionel psykiatrisk behandling.
Jeg rådgiver også om misbrugsproblematikker og relevant behandling herfor. I mange tilfælde findes der gode kommunale behandlingsmuligheder, der er gratis for borgeren. Disse kan jeg evt henvise til. Jeg rådgiver pårørende til misbrugere om forståelse for deres familiemedlems misbrugsadfærd, om hvordan misbrug kan påvirke hele familien og om, hvordan man som pårørende bedst passer på sig selv.
Det ønskede udbytte af behandling eller rådgivning kan somme tider opnås efter få sessioner. I andre tilfælde vil der være behov for længerevarende forløb, afhængig af problemstillingen og den enkeltes ønsker. Ved forløb på minimum 10 sessioner, kan der aftales reduktion i prisen (se under fanen priser og praktisk).
Teoretisk orientering og tilgang til terapeutisk behandling
Udover den compassion fokuserede tilgang, er jeg mest inspireret af moderne psykodynamiske teorier og af tilknytningsteori. Dette betyder bl.a., at jeg ser tidlige relationer som afgørende for et menneskes psykologiske udvikling og som afgørende for, hvordan et menneske forstår sig selv og sin verden.
Jeg er overbevist om, at ethvert terapeutisk forløb nødvendigvis må tilrettelægges specifikt til hver enkelt klient pga den unikke karakter af det enkelte menneskes indre verden. Dette betyder, at jeg ikke tror på psykologisk behandling, der bygger på behandlingsmanualer eller andre former for standardiseret behandling for specifikke psykologiske problemer. På denne måde er min tilgang til terapeutisk behandling på linie med den amerikanske psykiater, Irvin D Yalom, når han udtrykker følgende i bogen Psykoterapiens essens: "...terapeuten skal forsøge at skabe en ny type terapi til hver enkelt patient."